Til jer, som er interesserede i at fotografere, enten det nu er i naturen, på ferierejser eller ved gode stunder derhjemme, til daglig eller ved festlige lejligheder. Og som senere sidder ved jeres pc/mac og kigger resultaterne efter i sømmene.
Måske printer fotos’ene eller laver kreative fotobøger.
Og på dage, hvor I hygger jer med familie eller venner, glæder I dem dobbelt, både med at se jeres billeder og høre jer fortælle om dengang, I tog fotografierne. Og billederne er et fint grundlag for en fælles snak om motiverne.
Måske tænker I somme tider, at det kunne være rart at vise nogen uden for kredsen, hvad I interesserer jer for at fotografere? Og hvordan I bærer jer ad?
Og at det også kunne være interessant at få feedback fra rutinerede hobby-/fritidsfotografer?
I Køge er vi en flok, som har mødtes i en del år i Køge Fotoklub. Det er en seriøs traditionsklub (1959), men absolut ikke en klub for de særligt indviede – det fælles for os er en glæde ved at fotografere og vise resultaterne for hverandre. Og at diskutere, hvad der er det interessante ved et godt billede.
Somme tider har vi professionelle folk udefra, som viser os deres billeder og fortæller noget om de forhold, de er taget under. Og som også indvier os i, hvordan de griber deres opgaver an og de teknikker, de bruger for at opnå deres gode resultater.
Vi går så meget op i det, at vi også har konkurrencer, i alt seks om året. Det er frivilligt at deltage, men de fleste synes, at det er lærerigt at være med og få en sober bedømmelse ved engagerede fotodommere.
I hver konkurrence kan man aflevere to billeder som print og to som digitale. De printede har bundet emne, forskelligt hver gang, og ved de digitale bestemmer man selv, hvad motivet skal være.
Om man deltager i konkurrencer eller ej, så kræver det at være medlem af Køge Fotoklub ikke en investering i et dyrt professionelt udstyr. En smartphone tager glimrende billeder. Det bedste kamera er det, man har i hånden!
Endelig kan vi glæde os over, at der er en rigtig rar, uformel stemning på vores klubmøder. Og det er ikke dyrt at være med, kun 250,- hvert halve år.
Hvis du er interesseret, så er du meget velkommen til at kontakte vores formand Steen Jensen på

Men du kan også ”nøjes” med at kigge ind på en klubaften og se, om det er noget for dig. Vi bor i Spejderhuset, Marksvinget 22 i Køge.
steen.jensen@oncable.dk eller tlf. 20 46 60 11